Ferie og sygdom
Her kan du læse om, hvad der gælder, hvis du er syg, når du skal afholde ferie eller bliver syg under ferien.
I forhold til ferieloven er der to scenarier, og dine rettigheder afhænger af, om du er blevet syg inden ferien eller under ferien. Dette gælder for de 5 ugers ferie, som man har ret til ifølge ferieloven.
Sygdom under ferien
Bliver du syg, når din ferie er startet, er de første 5 dage, du er syg, karensdage, hvor du ikke får erstatningsferie. Da karensdage gælder for hele ferieåret, anbefaler FLF, at du alligevel melder dig syg til din arbejdsgiver, for bliver du syg igen i den efterfølgende ferieperiode, tæller karensdagene fra den første ferieperiode med, og du vil hurtigere være berettiget til erstatningsferie. Vær opmærksom på, at du skal have lægelig dokumentation for sygemelding i ferien. Udgifter til en sådan dokumentation, betaler du selv.
Sygdom inden ferien
Bliver du syg inden ferien starter, bør du sygemelde dig, da sygdom er en feriehindring. Der vil således ikke være karensdage, hvis du har sygemeldt dig før feriens start. Vær dog opmærksom på, at du ikke må afholde ferie – eksempelvis rejse udenlands – så længe du er sygemeldt. Dog kan andre regler være gældende, hvis rejsen har et rekreativt formål i forhold til at blive hurtigere rask. Dette bør altid afklares med bl.a. arbejdsgiver og egen læge, inden du rejser, og muligheden finder mest anvendelse ved længere
tids sygemelding.
Husk i alle tilfælde at raskmelde dig, hvis/når du bliver rask og ønsker at genoptage din ferie.
Kollektiv ferie på folkeskolerne
Er du ansat på en af vores kommunale folkeskoler er de 5 ferieuger, som man har ret til ifølge ferieloven, placeret kollektivt. De er placeret således:
- en uge i efterårsferien (uge 42)
- tre uger i sommerferien (uge 28, 29 og 30)
- en uge i vinterferien (uge 7)